Barcelona og Nike er ved at færdiggøre en aftale, der sikrer Barcelona en bonus på intet mindre end 1,1 milliarder kroner.
Barcelona og Nike er blevet enige om at fortsætte deres partnerskab, selvom der har været en periode med usikkerhed og drama. En ny aftale er på vej, men der er endnu ikke afsløret noget officielt. Faktisk har både Barcelona og Nike holdt detaljerne helt tæt på kroppen.
Men nu kan Mundo Deportivo endelig melde noget nyt i dette henseende. Den spanske avis skriver, at de to parter er tæt på at afslutte en 'historisk aftale' for klubben. Efter sigende er der tale om den mest indbringende aftale på markedet.
Selvom kontrakten endnu ikke er underskrevet, og at der stadig forhandles om de sidste detaljer, er begge parter optimistiske for forhandlingerne. Et af de resterende emner siges at være varigheden af aftalen.
Barcelona ønsker at forlænge kontrakten med 10 år til 2034, mens Nike foretrækker en 15-årig forlængelse, der løber til 2039. Det ser ud til, at de mødes på midten og indgår en 12-årig forlængelse, der løber til 2036.
Blandt de punkter, der allerede er aftalt, er en bonus på 1,1 milliarder kroner til Barcelona. Denne betaling falder, når aftalen er indgået. Klubben kommer også til at modtage en fast årlig betaling på omkring 670 millioner kroner plus bonusser.
Desuden har Barcelona formået at fjerne sanktionerne fra tidligere kontrakter, som reducerede betalingerne fra Nike, hvis visse mål ikke blev nået. Tidligere har det blandt andet omfattet at nå kvartfinalerne i Champions League.
I stedet kommer Barcelona til at modtage et fast beløb uanset præstationer, mens de kan hente yderligere bonusser ved at opnå specifikke mål.
En anden markant ændring i kontrakten er inkluderingen af en frigørelsesklausul. Tidligere var det svært for Barcelona at afslutte deres kontrakt med Nike i tilfælde af brud. Men nu kan de opsige kontrakten uden at gå i retten, hvis Nike ikke opfylder sine forpligtelser.
På trods af de igangværende forhandlinger vil næste sæsons trøje, som markerer Barcelonas 125-års jubilæum, blive sat til salg om to til tre uger.
Udgivelsen er blevet forsinket på grund af en trykfejl, da Nike brugte det gamle Spotify-logo på trøjerne. De producerer nu nye varer, men på grund af omfanget af trøjer, der allerede er trykt med det gamle logo, vil disse blive solgt til en anden pris.