Barcelona forlænger med U19-stjerne

Nyheder
fredag, 28 juni 2024 kl. 11:27
deco 1
Den spanske storklub har forlænget med den unge stjerne, der nu har en kontrakt frem til 2026.
Endnu et lovende medlem af ungdomsrækkerne i Barcelona har i denne uge forpligtet sig til en ny kontrakt med den catalanske klub.
På det seneste har det været et stort fokus for Barcelona at sikre, at deres unge spillere ikke forlader klubben. Det er de dog ikke helt nået i mål med, da Marc Guiu har forladt klubben til fordel for Chelsea.
Til gengæld kan de catalanske giganter glæde sig over, at det ikke er alle spillere, der har været fristet af tilbud fra udlandet. Dette har sikret, at de har været i stand til at indgå en ny aftale med Alvaro Cortes.
Cortes er en 19-årig forsvarsspiller, som typisk spiller i midterforsvaret. Spanieren har været en del af Barcelona siden 2021, hvor han blev hentet i Real Zaragoza og siden har arbejdet sig op til U19-niveau.
Han er blevet beskrevet som en 'fysisk stærk, venstrefodet forsvarer, der er kendetegnet ved sin gode positionering og boldomgang'. Desuden er Cortes en spiller, der er højt respekteret bag kulisserne i Barcelona.
Derfor er der efter sigende også stor glæde at spore hos ledelsen i den catalanske klub. Især sportsdirektør Deco siges at have haft et stort fokus på at binde en række af de unge spillere til nye kontrakter.
"FC Barcelona er nået til enighed med spilleren Alvaro Cortes om forlængelse af hans kontrakt, som binder ham til klubben de næste to sæsoner, indtil 30. juni 2026," lyder det i en erklæring på Barcelonas hjemmeside og sociale medier.
Det er også bekræftet, at planen er, at spanieren skal tage skridtet op til Barca Atletic i den nærmeste fremtid. Hvis han her formår at bevise sit værd, kan det give ham en chance for at spille under Hansi Flick på førsteholdet.