Alvaro Morata hylder Lamine Yamal - og beder ham om en tjeneste

Interviews
mandag, 17 juni 2024 kl. 15:23
lamine yamal 3
Atletico Madrid-angriberen Alvaro Morata hylder Lamine Yamal, der senest gjorde sig bemærket i Spaniens sejr over Kroatien.
Den kun 16-årige Lamine Yamal har allerede bevist, at han er et af de største talenter i verden. På grund af sine unge alder har han slået flere rekorder, der med stor sandsynlighed kommer til at stå i mange år.
Blandt andet blev han i en alder af 16 år og 87 dage den yngste målscorer i hele La Ligas historie. I samme ombæring blev han også den yngste spiller til at score i en officiel kamp for Barcelona.
Hans store gennembrud i den forgangne sæson har sikret ham en plads på Spaniens landshold ved EM. Her har det unge talent også sat flere rekorder, da han i opgøret mod Kroatien blev den yngste spiller til at komme på banen og lave et oplæg ved EM.
Det har medført, at han har fået masser af ros på det seneste. Blandt andet er han blevet rost til skyerne af Dani Carvajal og Luka Modric, mens Morata også har sendt rosende ord i hans retning.
Efter kampen mod Kroatien forklarede han den fremmødte presse, at han er glad for at spille sammen med Yamal. Samtidig benyttede han også muligheden til at bede ham om en tjeneste.
"Jeg er meget glad for at spille med Yamal. Jeg håber, at de (de unge spillere, red.) giver mig billetter, når jeg afslutter min karriere," sagde Morata til pressen.
"Det siger jeg altid til dem: Husk mig, når jeg vil have billetter til finalerne, de skal spille (i fremtiden, red.)."
Fortsætter Yamal med at udvikle sig i det tempo, han har gjort det seneste år, er det utvivlsomt, at han kommer til at spille flere finaler. Om han giver billetter til Morata, må tiden naturligvis vise.