Josep Maria Bartomeu og Sandro Rosell er blevet indkaldt til at afgive forklaring i Negreira-sagen. Det er blevet beordret af Joaquin Aguirre, der undersøger betalingerne til Jose Maria Enriquez Negreira. Barcelona har været ramt af flere dunkle sager de seneste år, hvilket særligt omfatter Negreira-sagen. Denne sag ruller fortsat, og nu er der nyt at melde.
Dommeren, der står for at undersøge betalingerne til den tidligere næstformand for Dommerkomitéen (CTA), Jose Maria Enriquez Negreira, har besluttet at indkalde to tidligere Barcelona-præsidenter. Det skriver mediet BeSoccer.
Konkret er det den meget udskældte Josep Maria Bartomeu samt Sandro Rosell, der er blevet bedt om at dukke op i retten. Indtil videre har de kun fået besked på, at de skal afgive forklaring, men der er endnu ikke fastsat en dato til dette.
Dommer Joaquin Aguirre har dog ikke kun indkaldt Bartomeu og Rosell. I samme ombæring er der også blevet sendt indkaldelser ud til Albert Soler, der er tidligere sportsdirektør i den catalanske klub. Ydermere er Javier Enriquez Romero, der er Negreiras søn, også blevet indkaldt.
Dette er et af de første skridt, som dommeren har taget i Negreira-sagen, efter at Barcelonas Højesteret sidste maj besluttede at fritage den nuværende præsident Joan Laporta i sagen.
Laporta kan se sig fri for denne sag, da betalingerne, han foretog under sin første periode som præsident - mellem 2008 og 2010 - er forældede. Det er dog vigtigt at slå fast, at det bestemt ikke er ensbetydende med, at sagen er afsluttet for Barcelonas vedkommende.
Indtil videre er den eneste af de undersøgte, der er mødt op i sagen, Negreira. Den 19. marts informerede han dommeren om, at han ville udøve sin ret til ikke at afgive forklaring. Derfor er der stadig ikke sket de store fremskridt i sagen.