Frenkie de Jong løn: Hvad tjener den bedst betalte Barcelona-spiller?

Nyheder
søndag, 11 august 2024 kl. 11:23
frenkie de jong 1
Frenkie de Jong er den bedst betalte spiller i FC Barcelona, og står til at tjene et enormt beløb i 2024/25-sæsonen.
Frenkie de Jong har været en mand, der har delt vandene i FC Barcelona. Han har flere gange vist, at han er en mand med et stort talent, men samtidig er han også den bedst betalte spiller i klubben.
Den hollandske midtbanespiller blev hentet til Barcelona i sommeren 2020 under daværende præsident Josep Maria Bartomeu, som er blevet beskyldt for at tilbyde flere spillere alt for løntunge kontrakter.
Det er også tilfældet for De Jong, der i 2024/25-sæsonen står til at blive den klart bedst betalte spiller i truppen.
Årsagen til dette er, at han har skrevet under på en kontrakt, hvor hans løn stiger gradvist for hver sæson. Hertil har han også udskudt en del af sin løn under pandemien, som skal betales i løbet af den kommende sæson.
Hvad tjener Frenkie de Jong i Barcelona?
Det er bestemt ikke småpenge, der kommer til at rulle ind på kontoen hos den hollandske midtbanespiller i løbet af 2025/25-sæsonen. Tværtimod er der tale om et enormt millionbeløb.
Ifølge Capology står han nemlig til at tjene hele 37,5 millioner euro i løbet af sæsonen, hvilket svarer til 280 millioner kroner. Det er dog ikke alt, for han har også en række bonusser indskrevet i sin aftale.
Formår De Jong at opnå alle sine bonusser i løbet af sæsonen, vil det udløse en betaling på 20,2 millioner euro. Det svarer til 150 millioner kroner, og er i sig selv et enormt beløb for Barcelona.
Det betyder, at De Jong kan ende med at tjene intet mindre end 57,7 millioner kroner i den kommende sæson. Udløses alle hans bonusser, er det derfor 430 millioner kroner, der er på vej ind på hans konto.
Barcelona har forsøgt at sælge ham
Det er ikke nogen hemmelighed, at Barcelona flere gange har forsøgt at skille sig af med den 27-årige hollænder. Det skyldes i høj grad, at de gerne vil være fri for at betale ham den enorme mængde penge, han skal have i løn.
De seneste år har der blandt andet været stor interesse fra Manchester United, da træner Erik ten Hag er ivrig efter at blive genforenet med De Jong. Barcelona har vist sig at være villig til at sælge ham til De Røde Djævle.
Faktisk var der opnået enighed om en pris mellem de to klubber tilbage i sommeren 2022. Et skifte blev dog aldrig til noget, da De Jong slog fast, at han kun var interesseret i at fortsætte i den catalanske klub.
Beslutter han sig for at fortsætte på Camp Nou, kan han roligt gøre dette, da han har kontrakt frem til sommeren 2026. I den efterfølgende sæson står han naturligvis også til at tjene et enormt beløb.
I hans nuværende aftale er der en frikøbsklausul på 400 millioner euro, svarende til næsten 3 milliarder kroner, men Barcelona er naturligvis åbne for at sælge ham til et betydeligt lavere beløb.
Frenkie de Jong formue: Hvor meget har han tjent i sin karriere?
Selvom De Jongs karriere langt fra er slut, kan han allerede nu bryste sig af at have tjent et enormt beløb som professionel fodboldspiller - også nok til, at han ikke behøver at arbejde resten af sit liv.
Det er i høj grad hans lukrative kontrakt med Barcelona, der har været medvirkende til dette. Inden da tørnede han ud for Ajax, hvor han også var en vellønnet spiller, men slet ikke i samme skala.
Faktisk tjente han kun 760.000 euro det sidste år i Ajax, hvilket svarer til lidt over 5,6 millioner kroner. Med skiftet til Barcelona fik han en markant lønforhøjelse, da han i det første år tjente 25,6 millioner euro, svarende til over 190 millioner kroner.
Ifølge Capology har han i løbet af sin karriere tjent hele 127 millioner euro, hvilket svarer til 950 millioner kroner. Langt størstedelen af dette beløb har han tjent i sin tid i Barcelona.
Hertil tjener han også penge uden for banen, da han - ligesom alle andre store stjerner - har indgået forskellige samarbejdsaftaler. Det vil sige, at hans samlede karriereindtjening faktisk er endnu højere.