Flick er vild med ham: La Masia-talent udset som 'den nye Busquets'

Nyheder
torsdag, 17 oktober 2024 kl. 20:27
sergio busquets
FC Barcelona-træner Hansi Flick er ikke i tvivl om, at han har fundet 'den nye Sergio Busquets', hvilket har været en prioritet siden legendens exit i 2023.
FC Barcelona-cheftræner Hansi Flick har gjort det klart for klubbens ledelse, at han har en urokkelig tro på et af de kommende talenter i klubbens midtbane. Ifølge SPORT er det Marc Bernal, som Flick har i tankerne.
Den unge Bernal fik en forrygende start på den nye sæson. Efter at være blevet en del af førsteholdet under den nye træner i forberedelserne til denne sæson, sikrede den 17-årige spanier sig en startplads i Barcelonas tre første kampe i La Liga.
Derfor var det et stort slag for alle i klubben, da Bernal i de sidste minutter af en 2-1-sejr over Rayo Vallecano måtte forlade banen med, hvad der senere blev bekræftet som en korsbåndsskade.
Den unge spiller står nu overfor en længere periode ude på sidelinjen. Mest af alt tyder det på, at han er nødt til at sidde ude resten af denne sæson, som det også har været tilfældet for den 19-årige Gavi, der i november sidste år pådrog sig en korsbåndsskade.
Trods dette har Bernal allerede gjort nok til at overbevise sin nye træner om, at han har en plads i de langsigtede planer. Ifølge en rapport fra SPORT har Flick bremset planer om at hente en ny defensiv midtbanespiller. Dette skyldes primært hans fulde tillid til Bernals talent.
"Flick er overbevist om, at Bernal kan markere en æra, og han skal støttes, uanset hvad. Det er sandt, at den alvorlige skade, han pådrog sig i starten af sæsonen, har bremset hans udvikling, men klubbens trænere ser Bernal som den nye Busquets," lyder det fra SPORT.
Hvis det står til Flick, er der ingen grund til at hente en ny midtbanespiller, selvom det har været på tale. Den tyske træner mener selv, at han er godt dækket ind resten af denne sæson.
Når Bernal er klar til at vende tilbage, vil det være ham, han sætter sin lid til. Den kun 17-årige stjerne har masser af tid til at udvikle sig, hvilket er medvirkende til Flicks store tiltro til, at han kan blive den bedste arvtager for Busquets.