Sergi Robertos kontrakt med Barcelona udløber denne sommer, hvilket har fået flere spanske klubber til at vise interesse for ham.
Barcelona-kaptajn
Sergi Roberto går en uvis fremtid i møde. Hans kontrakt med den catalanske klub udløber ved udgangen af denne måned, og der er bestemt ingen garanti for en kontraktforlængelse.
Football Espana skriver, at Roberto forventes at sætte sig til bordet og forhandle med klubben i de kommende uger. Her skal de to parter finde ud af, om Barcelona skal udløse en option, der forlænger hans kontrakt med yderligere et år.
På nuværende tidspunkt er der efter sigende ikke udsigt til, at han får forlænget sin kontrakt. Desuden har kontakten mellem Roberto og klubben været minimalt, hvilket bakker om den lille sandsynlighed for en forlængelse.
Den erfarne forsvarer ønsker at forlænge sin kontrakt, så han kan blive et år mere i klubben. Xavi Hernandez har været en stor fortaler for at beholde Roberto i klubben, men da han er fortid som træner, kan det se anderledes ud denne gang.
Situationen er nået til en kritisk fase, hvilket har medført, at flere La Liga-klubber har udtrykt interesse i at hente Roberto på en fri transfer. Det skriver den spanske avis Mundo Deportivo.
Blandt andet har Girona et godt øje til ham, og siges tilmed at være de nuværende favoritter til at sikre hans underskrift. Han er dog også blevet sat i forbindelse med både Sevilla og Valencia, hvorfor en fremtid i La Liga ikke er udelukket for den 32-årige Barcelona-veteran.
I sin tid i klubben har Roberto blandt andet været med til at vinde syv La Liga-titler og to UEFA Champions League-trofæer. Han fik sin debut på førsteholdet i 2010, hvorfor man roligt kan kalde ham for en veteran i klubben.