Joshua Kimmich har længe været på radaren i Barcelona, men Hansi Flicks ankomst har kun forstærket interessen i den tyske midtbanespiller. Barcelona har øjnene rettet mod Bayern München-profilen Joshua Kimmich, da de ser ham som en ideel forstærkning til midtbanen denne sommer.
Den 29-årige tysker har kontrakt med Bayern München frem til næste sommer. Indtil videre har der ikke været forhandlinger om en ny kontrakt. Derfor kan han meget vel gå ind i sin sidste sæson som Bayern-spiller.
De manglende forhandlinger med Bayern har naturligvis skabt opmærksomhed i andre klubber. Barcelona er blandt de klubber, der har et godt øje til ham. Det samme siges at være tilfældet for Manchester City med Pep Guardiola i spidsen.
I et nyt interview med SZ har Kimmich udtalt sig om sin fremtid og de mange rygter. Her sagde han blot, at han fortsat har kontrakt med Bayern München, og at hans fokus er på EM med Tyskland.
"Situationen er helt klar: Jeg har en kontrakt med FC Bayern indtil 2025, så det er ikke op til mig at være aktiv. Mit fokus er udelukkende på EM, og derefter vil der blive snakket," sagde han.
Kimmichs fremtid i Bayern har været usikker, da han under Thomas Tuchel tilbragte en del tid på bænken. Den tyske træner er blevet afløst af Vincent Kompany, hvilket kan give Kimmich muligheden for at spille sig tilbage i varmen.
Derfor skriver flere medier, at han vil foretrække at fortsætte på Allianz Arena, såfremt han kan overbevise Kompany om sit værd.
Skulle han indstille sig på at vinke farvel til den tyske klub, kan det blive svært for Barcelona at trække ham til La Liga. I City vil de ikke blot kunne give ham en bedre kontrakt, men også genforene ham med Guardiola, som han før har spillet under.