Joshua Kimmich har længe været på radaren i Barcelona, men står det til Deco, bliver Dani Olmo hentet i stedet. Barcelona har ikke mulighed for at kaste om sig med penge denne sommer. Derfor er de nødt til at være meget selektive med deres indkøb, da de sandsynligvis kun kan foretage et eller ganske få indkøb.
På trods af den finansielle situation, har den catalanske klub været sat i forbindelse med en lang række spillere. Blandt andet har der været forlydender om, at de vil forsøge at hente Joshua Kimmich i Bayern München.
Han var også på radaren i den spanske klub sidste år, men efter Hansi Flicks ansættelse, er interessen for den tyske midtbanespiller kun steget. Nu viser det sig dog, at der ikke er enighed om, hvilket indkøb, der skal foretages.
Ifølge SPORT arbejder sportsdirektør Deco aktivt på at hente Dani Olmo til Barcelona. Han er endda gået så vidt, at han har forsikret Olmos agent om, at han vil gøre alt for at hente ham til Camp Nou denne sommer.
Derfor er han også villig til at droppe jagten på Kimmich til fordel for Olmo, som Barcelona særligt er interesserede i at hente på grund af hans alsidighed.
Han indtager naturligt rollen som offensiv midtbanespiller, men han er også dygtig på kanterne. I den nuværende sæson har Olmo bidraget med 13 mål i 25 optrædener for RB Leipzig, hvor han har spillet på begge kanter.
Hvad der kan forpurre et sådant køb er, at det ikke er billigt at hente Olmo. Han har en frikøbsklausul på 60 millioner euro, svarende til cirka 450 millioner kroner, i sin kontrakt. Denne klausul skal dog udnyttes i nærmest fremtid, da den ellers bortfalder.
SPORT skriver, at klausulen udløber den 15. juli. Derfor er den catalanske klub nødt til at handle hurtigt, hvis ikke de vil risikere, at prisen stiger.