Hansi Flick giver grønt lys til køb af Dani Olmo

Transfernyt
torsdag, 20 juni 2024 kl. 9:24
hansi flick
Barcelona har været kædet sammen med flere spillere, men Hansi Flick har nu givet grønt lys til købet af Dani Olmo.
De seneste dage har det været rapporteret, at Barcelona har skruet op for deres indsats for at hente RB Leipzig-spiller Dani Olmo denne sommer.
Sportsdirektør Deco har angiveligt holdt et møde med den tidligere La Masia-spillers agent tirsdag. Her lagde han ikke skjul på, at Barcelona har stor interesse i at hente Olmo tilbage til Spanien.
Desuden blev der også talt løst om et muligt skifte og et potentielt kontrakttilbud. Det kan blive svært at købe Olmo fri af hans kontrakt, men hans egen store lyst til at vende tilbage til Barcelona, kan vise sig at være afgørende.
Ifølge SPORT har Barcelona-træner Hansi Flick også givet grønt lys til købet af Olmo. Den tyske træner er meget begejstret over udsigten til at kunne integrere den 26-årige i sin trup.
Inden et køb af Olmo kan lade sig gøre, er Barcelona dog nødt til at få styr på finanserne. Han er nemlig blevet udstyret med en frikøbsklausul på 450 millioner kroner, som Leipzig ikke har i sinde at rokke på.
Flick er ikke i tvivl om, at købet af Olmo vil være en god investering, da han har fulgt hans udvikling i Bundesligaen. Desuden værdsætter han den taktiske viden, som den 26-årige spanier besidder. At han taler tysk, ser Flick bestemt også kun som et stort plus.
Såfremt han bliver tvunget til at vælge mellem Olmo og Nico Williams, som Barcelona også har haft et godt øje til hele denne sæson, så foretrækker Flick førstnævnte.
På baggrund af den store interesse fra Flick, har Deco på tirsdagens møde informeret Olmos agent om, at han får en startplads i Barcelona. Lander han i den catalanske klub, vil han primært blive brugt på venstre fløj, men han kan også spille på den centrale midtbane og på højre fløj.