FC Barcelona er klar til at hente Jadon Sancho denne sommer, men dog kun på én betingelse. Der bør ikke være nogen tvivl om, at FC Barcelona har været sat i forbindelse med en lang række spillere denne sommer. Til trods for dette, har det været meget småt med indkøbene for den catalanske klub.
Indtil videre er det kun Pau Victor og Dani Olmo, der er blevet tilføjet til Hansi Flicks trup. Det skyldes, at sportsdirektør Deco og co. har brugt meget tid og energi på at hente Nico Williams.
Nu står det dog klart, at den spanske kantspiller ikke har i sinde at forlade Athletic Club denne sommer. Det har tvunget Barcelona til at se sig om efter andre kandidater til at udfylde tomrummet på fløjen.
Deco vil hente Sancho
Barcelona-sportsdirektør Deco arbejder efter sigende på at hente Jadon Sancho til Barca, afslører SPORT. Han er blevet udset som et alternativ til Williams, som de har opgivet jagten på.
Decos plan er at leje Sancho, men det kommer kun til at ske på én betingelse. Barcelona er nemlig kun interesserede i at hente ham til Camp Nou, hvis han går med til at sænke sin høje løn.
Efter at have været udlejet til Dortmund sidste sæson, vendte Sancho tilbage til Manchester United, hvor træner Erik Ten Hag igen har frosset ham ude.
Den engelske kantspiller var ikke engang med i truppen til Uniteds første kamp i denne Premier League-sæson mod Fulham. Det har naturligvis skabt en del tvivl om hans fremtid i klubben.
Ingen konkrete bud
Der har ikke været konkrete bud på Sancho indtil videre. Hvis United skal leje ham ud, vil de insistere på, at en stor del af hans ugeløn på 2,6 millioner kroner bliver dækket.
Det er naturligvis uholdbart for Barca, der ikke har denne slags penge. Derfor er de nødt til at forhandle en aftale på plads med United, hvor de deler lønudgifterne.
I de seneste dage har der dog også været rapporter om, at Barcelona gør sig overvejelser om at hente Federico Chiesa i Juventus.