Tysk disciplin: Hansi Flick har indført to nye regler i Barcelona

Nyheder
tirsdag, 06 august 2024 kl. 8:29
hansi flick barca

Hansi Flick tager snart hul på sin første sæson som FC Barcelona-træner, men han har allerede indført to nye regler i klubben.

Hansi Flick er blevet hentet ind som afløser for Xavi Hernandez forud for 2024/25-sæsonen. I denne forbindelse er der blevet foretaget flere ændringer i den catalanske klub.

Blandt andet har han valgt at overgå til en helt anden formation. Det er dog ikke det eneste, der er nyt under den tyske træner. Ifølge spanske AS har han nemlig også indført to nye regler, som han kræver, at hver eneste spiller skal følge.

Det lyder, at den tyske træner har et stort fokus på de små detaljer, når det kommer til fitness. Det er ikke blevet set i samme grad, siden Luis Enrique var træner i klubben. Det er dog ikke kun fitness, der er i fokus for Flick. Det er tidsstyring også.

Ifølge AS har han ikke indført bøder for at komme for sent til træning eller møder, men Flick har alligevel meldt klart ud om det. Her har han sagt, at selv det at komme 60 sekunder for sent er mangel på respekt for deres kolleger.

Et andet område, som han også har indført krav til, er vægten. Før og efter træningssessioner skal alle spillere vejes, og dataene bliver registreret, så den nye chef for området, Julio Tous, kan analysere dem og fastlægge de optimale forhold for hver spiller.

Hvis en spiller er uden for parametrene for den ideelle væg, får han besked på at rette op på det. Sandsynligvis vil det også kunne medføre en form for straf, hvis man ikke overholder dette.

Om dette giver resultater, vil kun tiden vise. Det kan dog ikke udelukkes, da en stor del af Barcelonas trup kæmpede med dårlig konditionering i sidste sæson. Med de nye krav er det måske muligt for Flick at rette op på det.

På grund af manglen på nye indkøb er det en fordel for Barcelonas ledelse, at der sker ændringer med den nuværende trup. Det kan nemlig vise sig at have stor indflydelse på den kommende sæson.