Der er kommet 'alvorlig tvivl' om Ronald Araujos fremtid i Barcelona, da han ikke har reageret på klubbens seneste kontrakttilbud.
Ronald Araujo har været en af de vigtigste spillere for Barcelona de seneste sæsoner. Derfor er den catalanske klub også ivrig efter at sikre hans underskrift på en ny kontrakt.
De første meldinger var, at det ikke ville blive problematisk, da Araujo udelukkende havde interesse i at spille i Barcelona. Men nu har piben fået en anden lyd, skriver Marca.
Den spanske avis skriver, at der er opstået tvivl om hans fremtid i Barcelona. Den uruguayanske stjerne har længe været klubbens bedste forsvarer og har derfor været en uomtvistelig starter i denne sæson.
Hans interne uenigheder med Xavi Hernandez og Ilkay Gündogan mod slutningen af sæsonen åbnede dog hans sind for et muligt klubskifte. På grund af Xavis fyring, forventede mange, at forsvareren ville presse på for en en ny kontrakt. Men det har dog ikke været tilfældet.
Ifølge det spanske medie har Barcelona fremsat et nyt kontrakttilbud til Araujo, der både hæver hans status i omklædningsrummet og hans løn. Selvom det på alle parametre er en forbedret kontakt, er forhandlingerne ikke gået som forventet.
Sportsdirektør Deco er i konstant kontakt med Araujos repræsentanter, men spilleren har endnu ikke svaret på tilbuddet. Faktisk har der ikke været nogen indikation på, at en aftale kan indgås i nærmeste fremtid.
Klubben frygter derfor, at han vil forsøge at fremtvinge et salg, da der er interesse fra flere andre klubber. Blandt andet har der været rapporter om interesse fra Bayern München og Manchester United.
Hans nuværende kontrakt med Barcelona udløber i juni 2026 og placerer derfor Barcelona i en god position i forhold til eventuelle forhandlinger. Desuden er han beskyttet af en frikøbsklausul på 1 milliard euro, hvilket svarer til næsten 7,5 milliarder kroner.
Catalanerne ønsker ikke at sælge Araujo, da de ser ham som billedet på fremtidens defensiv. Deres behov for et stort salg denne sommer kan dog få dem til at acceptere hans afgang, hvis det rette bud kommer.