Da Pedri pådrog sig en skade under EM, har Barcelona ret til erstatning fra FIFA. Det kan ende med at blive en forholdsvis stor sum penge. Den spanske avis Mundo Deportivo har givet en indsigt i omfanget af den økonomiske kompensation, som Barcelona står til at modtage på grund af midtbanespilleren Pedris skade.
Den 21-årige stjerne var med Spanien til EM, men han fik ikke mulighed for at spille med i finalen. Det skyldes, at han blev skadet inden da. Af denne grund bliver han nødt til at sidde ude i den kommende tid.
Ifølge Mundo Deportivo har Pedri pådraget sig en 'alvorlig indre lateral forstuvning af venstre knæ'. Spanieren forventes derfor at være ude i mindst fem uger, og det er usandsynligt, at han vender tilbage til banen før september.
Hvis dette viser sig at være tilfældet, vil Barcelona stå til at få en betydelig kompensation fra FIFA.
"Fra den 2. august skal FIFA kompensere FC Barcelona for omkring 35 dage for den periode, hvor de vil være uden den spanske landsholdsspiller," skriver Mundo Deportivo.
Med en aftalt 'daglig kompensation på op til 20.548 euro pr. dag', står Barcelona derfor til at modtage en minimumsudbetaling på over 700.000 euro fra FIFA. Det svarer til lidt mere end 5,2 millioner kroner.
Selvom der er tale om en stor pose penge, er det ikke noget, der gør den store forskel i budgettet hos Barcelona. Derfor ville Hansi Flick og co. med garanti have foretrukket at have Pedri til rådighed i stedet.
Det er især tilfældet, da Flick også er blevet ramt af flere andre skader. Blandt andet er Gavi og Frenkie de Jong stadig ude med deres skader. Derudover blev Ronald Araujo også ramt af en skade under Copa America, som kræver en operation.