FC Barcelona-legenden Ronaldinho har haft en meget indbringende karriere, men hvor stor er hans formue egentlig? Den brasilianske legende Ronaldinho trak sig tilbage fra professionel fodbold i 2018 og afsluttede dermed en strålende karriere. Men hvor meget har han tjent? Og hvor stor en formue har han skabt sig.
Da han trak sig tilbage i 2018, blev det efterfulgt af en bølge af hyldester, der fejrede en af hans generations bedste og mest farverige fodboldspillere.
I løbet af sin karriere nåede han at repræsentere både Gremio, Paris Saint-Germain, Barcelona, AC Milan og Brasilien. Især hans tid i Barcelona gjorde ham til en verdenskendt stjerne.
Da han indstillede sin karriere, satte han et punktum for en karriere, hvor han vandt to Liga-titler, en Scudetto, en Champions League-titel, et VM samt Ballon d'Or i 2005.
Han er fortsat en af de mest underholdende spillere, der nogensinde har snøret et par støvler. Men svarer hans indtjening til hans kolossale indflydelse på spillet?
Hvor stor er Ronaldinhos formue?
Ronaldinho anslås at have en nettoformue på mellem 80 millioner og 100 millioner pund. Det svarer til et sted mellem 695 millioner og 865 millioner kroner. Det skriver GOAL.
Dog har der været sået tvivl om hans formue, da han pludselig havnede i alvorlige økonomiske og juridiske problemer i sit hjemland Brasilien.
Landet beslaglagde ejendom og konfiskerede hans pas på grund af ubetalte bøder i 2019. Et ophold i et paraguayansk fængsel fulgte i 2020, hvilket også har påvirket hansindtjeningsevne.
Han ejer ejendom i Brasilien, Grækenland, Barcelona, Comosøen og Florida. Desuden har han samlet følgerskare på de sociale medier på over 100 millioner, gennem hvilke han markedsfører sine produkter.
Ronaldinho løn: Hvor meget tjener han?
Ronaldinho har tjent store penge både på og udenfor banen siden han vandt VM med Brasilien i 2002.
Hans indkomst steg betydeligt, da han skiftede fra PSG til Barca forud for 2003/04-sæsonen. Dengang betalte Barcelona 25 millioner pund for at hente ham, hvilket svarer til cirka 215 millioner kroner.
Senere sluttede han sig til AC Milan i 2008 for 18 millioner pund (155 millioner kroner) på en treårig kontrakt til en værdi af 5,1 millioner pund om året samt yderligere 875.000 pund om året i bonusser. I alt svarer det til årsløn på lidt over 51 millioner kroner.
Efter et skifte til Flamengo i 2011 faldt Ronaldinhos løn fra 100.000 pund om ugen til 24.000 pund om ugen, selvom han havde mulighed for at tjene yderligere 244.000 pund om året i bonusser. Dermed tjente han cirka 13 millioner kroner om året på dette tidspunkt.
Hans kontrakt blev dog afbrudt efter påstande om, at den brasilianske klub ikke havde betalt ham, hvad de havde lovet ham.
Hans sidste kontrakt som professionel fodboldspiller blev indgået med Fluminense til omkring 150.000 pund (ca. 1,3 millioner kroner) om måneden plus yderligere betalinger fra billedrettigheder, men kontrakten blev igen annulleret efter blot få måneder i klubben.
I 2017 annoncerede Ronaldinho et samarbejde med den italienske forretningsmand Fabio Cordella, hvor de lancerede en 'wine of champions'-serie med 11 forskellige etiketter.
Hvilke virksomheder og sponsorater har Ronaldinho?
Ronaldinho har arbejdet sammen med flere store mærker, herunder Nike, Pepsi, Coca-Cola, EA Sports, Gatorade og Danone.
I 2006, året efter Ronaldinho vandt sin eneste Ballon d'Or, tjente han over 130 millioner kroner på diverse sponsoraftaler. Det var mere end han blev betalt af Barcelona i løn.
Den brasilianske spiller led dog et tilbageslag seks år senere, da han i 2012 blev tvunget til at annullere sin kontrakt med Flamengo. Han hævdede, at manglende løn, bonus og betaling for billedrettigheder havde efterladt ham i stor gæld.
Coca Cola droppede også hans sponsoraftale til en værdi af 3,6 millioner kroner om året, der skulle have løbet indtil 2014. Det skyldes, at han blev set drikke en Pepsi under sin præsentation hos Atletico Mineiro.
Ronaldinho har gennem sin lukrative aftale med Nike båret personlige Nike Tiempo R10-støvler og medvirket i adskillige tv-reklamer. Det samlede beløb, som Nike har betalt for hans arbejde, er aldrig blevet afsløret.
Han har også arbejdet med EA Sports og optrådt på forsiden af FIFA Football 2004, FIFA 06, FIFA 07, FIFA 08 og FIFA 09. Desuden har han haft en aftale med Konami og optrådt på forsiden af eFootball Pro Evolution Soccer 2020.
Han har også indgået partnerskaber med flere mindre virksomheder, og han bliver betalt for at reklamere for forskellige produkter på sine sociale medier. Her har han reklameret for alt fra fidget-spinners til kondomer.