Man kan ikke komme udenom, at Hansi Flick har fået en rigtig god start på sin tid som træner i FC Barcelona. Nu er han tæt på at slå to suveræne rekorder.
Han er allerede blevet udnævnt til La Ligas månedens træner i august, og Hansi Flick er endnu en gang blevet nomineret til samme titel i september - og det er bestemt ikke uden grund, at den tyske træner er blevet nomineret igen.
Barcelona stormer frem i La Liga med syv sejre i lige så mange kampe og befinder sig komfortabelt på 1.-pladsen i ligaen.
Med det tætte kampprogram for øje, står holdet klar til at spille deres ottende kamp i La Liga lørdag aften mod Osasuna på El Sadar stadion. Her er der ikke kun tre vigtige point, men også to rekorder, som holdet kan ende med at trække i land.
Barcelonas bedste sæsonstart nogensinde var under Tata Martino i 2013/14-sæsonen, hvor holdet vandt otte kampe i træk i den spanske liga.
Flicks mandskab står nu på tærsklen til at udligne denne historiske rekord og vil gøre det, hvis de tager alle tre point mod Osasuna lørdag aften. Det bliver dog langt fra en nem opgave, da Flicks tropper er nødt til at gøre sig klar til en vanskelig kamp.
Osasuna har endnu ikke tabt på hjemmebane i Pamplona denne sæson og har været tæt på at levere perfekte præstationer på hjemmebane. Af deres fire kampe på El Sadar har de vundet tre og spillet én uafgjort.
Den anden rekord, Flick vil forsøge at skrive sit navn ud for lørdag aften, er at afslutte Osasunas ubesejrede stime på hjemmebane og give værterne deres første nederlag. Da de to rekorder er tæt forbundet, vil Barcelona enten sikre dem begge - eller fejle på begge fronter.
I og med, at holdet spiller med stor selvtillid for tiden, er det ikke utænkeligt, at begge rekorder må falde lørdag aften. Der er i hvert fald en god chance for, at både Flick og spillerne kommer til at give alt for det.