Frenkie de Jong rejser ikke med til USA: Kan gå glip af sæsonåbner

Nyheder
torsdag, 25 juli 2024 kl. 17:23
frenkie de jong 1
Frenkie de Jong er fortsat hæmmet af sin skade, hvorfor det er blevet besluttet, at han ikke rejser med til USA.
En ny trænerstab og omfattende udskiftning i truppen har ikke elimineret de mange skadesproblemer, som FC Barcelona har været plaget af de seneste mange sæsoner.
Ronald Araujo og Ansu Fati er de seneste stjerner, der er blevet tilføjet til skadeslisten. Fælles for dem begge er, at de forventes at misse sæsonstarten. Pedri forventes derimod at være klar til den første La Liga-kamp i 2024/25-sæsonen.
Gavi, der fortsat er ved at komme sig efter en skade fra sidste sæson, gør også gode fremskridt. På trods af dette, forventes han først at vende tilbage senere på året.
Og meget tyder på, at midtbanespiller Frenkie de Jong også kommer til at tilbringe det næste stykke tid på sidelinjen, da hans ankel ikke viser tegn på bedring. Selvom det er blevet antydet, at han kunne rejse med til USA, er det på et efterfølgende møde blevet besluttet, at han bliver hjemme.
Ifølge AS har klubben besluttet, at De Jong skal fortsætte sin genoptræning i Barcelona i stedet for at deltage i turen til USA. Det er en beslutning, der er blevet truffet efter den seneste vurdering af hans højre ankel.
Som det ser ud nu, kan Barcelona heller ikke garantere De Jongs deltagelse i åbningskampen mod Valencia den 17. august.
Midtbanespillerens forlængede fravær vækker bekymring om en mulig kronisk skade, da han skadede samme ankel tre gange sidste sæson og allerede har misset flere måneder efter hans seneste skade.
Desuden komplicerer den 27-årige midtbanespillers fravær Hansi Flicks planer og reducerer De Jongs markedsværdi. Med en markant lønstigning denne sæson bliver muligheden for at sælge ham i løbet af dette transfervindue kun endnu mindre sandsynlig.
Under alle omstændigheder lægger klubben stor vægt på forsigtighed i De Jongs genoptræningsproces. De vil sikre, at det ikke bliver forhastet. Det er en beslutning, der er truffet i lyset af Ronald Koemans beskyldninger om, at de gjorde netop dette i sidste sæson.