Dani Olmo har valgt et overraskende trøjenummer i FC Barcelona, hvor han snart vil blive præsenteret som ny spiller. Med en aftale på plads og et gennemført lægetjek, er det kun et spørgsmål om tid, før FC Barcelona officielt bekræfter købet af Dani Olmo fra RB Leipzig.
Barcelona nåede til enighed med den tyske klub om hans underskrift tirsdag. De er blevet enige om en aftale, der byder på en fast pris på 410 millioner og yderligere 52 millioner kroner i bonusser.
Olmo har allerede indgået en aftale med Barcelona om en seksårig kontrakt, der løber til 2030. Onsdag bestod han desuden sit lægetjek, hvorfor der er styr på alt forud for underskrivelsen.
Det har været en lang og sej kamp for den catalanske storklub at hente Olmo til klubben. Det skyldes, at de har fået afvist flere bud af Leipzig, der har presset prisen i vejret.
Olmo har valgt sit trøjenummer
Da underskriften næsten er på plads, var det næste store spørgsmål, hvilket trøjenummer Olmo ville vælge. Og nu lyder det, at han har valgt det nummer, han gerne vil have på ryggen.
Den 26-årige stjerne havde flere muligheder, herunder det legendariske nummer 10. Det nummer bar han på ryggen for Spanien landshold ved EM. Han har også kunnet vælge mellem 14, 17, 18 og 25.
Men nu rapporterer SPORT, at Olmo har valgt at bære nummer 20 i Barcelona. Dette nummer blev ledigt, da Barcelona lod Sergi Robertos kontrakt udløbe - og den er endnu ikke blevet forlænget.
Selvom der har været forlydender om, at den tidligere Barcelona-kaptajn stadig håbede på at få en ny aftale med Barcelona, bekræfter Olmos valg af nummer 20, at Roberto forlader klubben.
Et overraskende valg
Valget af nummer 20 er en smule overraskende, da han aldrig tidligere har brugt det nummer i nogen af sine klubber - hverken på ungdoms- eller seniorniveau.
Selvom en officiel bekræftelse endnu ikke er ankommet, tyder alt på, at Olmo kommer til at spille i nummer 20 i den kommende sæson.
Det betyder med al sandsynlighed, at Roberto ikke får en ny kontrakt af Barcelona. Ligeledes betyder det også, at nummer 10 stadig kan blive ledigt, da Ansu Fatis fremtid er usikker.