Pedri sætter ord på ny rolle: "Jeg nyder det"

Interviews
tirsdag, 25 juni 2024 kl. 14:23
pedri 2
Pedri spiller i en ny rolle under EM, hvor den spanske landstræner Luis de la Fuente har valgt at bruge ham i en mere offensiv rolle.
Pedri er fortsat en af de mest vitale spillere i truppen i Barcelona. Det er dog ikke blot i den spanske klub, at han er en spiller af stor betydning - det er han nemlig også det spanske landshold.
Den unge midtbanespiller fik en god afslutning på den forgangne sæson, og den gode form har han taget med sig til EM. Derfor har han formået at vise, at han er en afgørende ressource for landstræner Luis de la Fuente.
I de sidste seks kampe for både klub og land har han bidraget med fem mål og oplæg. Det hænger dog især sammen med, at De la Fuente bruger ham i en mere offensiv position. Derfor har han ikke på samme vis ansvaret for at diktere spillet fra dybden, som han har i Barcelona.
"Luis de la Fuente mener, at jo tættere jeg er på boksen, desto bedre," sagde den 21-årige i et interview med El Pais.
I den første kamp ved EM stod Pedri for et oplæg, da han lagde op til Fabian Ruiz' mål. Dertil var han også involveret i flere offensive situationer mod Italien. I interviewet med El Pais kom han også ind på, hvad forskellen er på at spille højere oppe på banen, end han er vant til.
"Jeg er tættere på farezonen. Alt, hvad jeg gør, har mere relevans i spillet. Selvfølgelig også mål og oplæg. På den anden side, når du er lidt længere bagud, hjælper du med at bringe bolden frem," sagde han, og fortsatte:
"Det er sandt, at der i dagens fodbold er få trænere, der bruger 10'er. Men der er mange spillere med kvaliteterne til at spille der. Det er en position, jeg føler mig komfortabel med. Jeg nyder det."