Spanien risikerer at bryde tysk lov på grund af Lamine Yamal

Nyheder
mandag, 24 juni 2024 kl. 9:04
lamine yamal 6
Lamine Yamal er årsagen til, at Spaniens landshold er i farezonen for at bryde en tysk lov.
Lamine Yamal har formået at imponere ved EM, hvor han spiller sin første slutrunde for Spaniens landshold. Det har ført til udtalelser og ros fra alt fra Barcelona-legender til nuværende rivaler.
Den kun 16-årige spiller har derfor været en positiv tilføjelse for det spanske landshold. Nu viser det sig, at det faktisk også har ført problemer med sig. På grund af Yamal, er Spaniens landshold nemlig i farezonen for at bryde tysk lov.
Ifølge Football Espana er der i tysk lovgivning en lov, der beskytter personer under 18 år, hvad enten de er tyske eller udenlandske. Denne lov dikterer, at det ikke er tilladt for unge under 18 år at arbejde efter kl. 20.00.
Her er det værd at nævne, at der er undtagelser for atleter, der må spille (og dermed arbejde) indtil kl. 23.00, skriver BILD. Men dette omfatter ikke blot selve kampen - det omfatter også tid til at bade og gennemføre medieopgaver.
Skal Spanien spille en kamp med starttidspunkt kl. 21:00, kan det blive svært for Yamal at nå det hele, hvis han skal spille hele kampen. Det vil især være tilfældet, hvis en kamp i knockout-fasen går i forlænget spiletid.
Ender Spaniens landshold med at forbryde sig mod denne regel, vil det potentielt koste en bøde på cirka 225.000 kroner. Det kræver, at de tyske myndigheder beslutter at handle, hvilket ikke virker specielt sandsynligt.
Selvom det næppe ender med at føre til en bøde, er det med til at sætte en streg under, hvor exceptionel Yamal er. Det 16-årige talent har oplevet en suveræn sæson, der blandt andet har medført, at hans markedsværdi er steget med omtrent 670 millioner kroner.