Lamine Yamal sætter endelig ord på viralt billede med Lionel Messi

Interviews
lørdag, 13 juli 2024 kl. 9:05
lamine yamal 3
Lamine Yamal har endelig sat ord på det virale billede, hvor han bliver badet af ingen ringere end Lionel Messi.
Lamine Yamal har været det helt store samtaleemne de seneste uger. Efter at have leveret præstationer på højeste niveau i EM-gruppespillet, har han formået at hæve sit spil yderligere i de afgørende kampe.
Yamal leverede en bemærkelsesværdig præstation i semifinale-sejren over Frankrig, hvor han scorede et af turneringens bedste mål og blev kåret til kampens bedste spiller.
Nu vil alle øjne være rettet mod ham, når Spanien møder England i EM-finalen på søndag. I et nyt interview med Gerard Romero på Jijantes FC forud for finalen, har Yamal udtalt sig om sine hurtige udvikling og mentalitet før det store opgør.
I interviewet er han også kommet ind på et billede, der nærmest har taget nettet med storm de seneste par dage. Konkret er der tale om et ikonisk billede, hvor han som spæd bliver badet af Lionel Messi.
"Jeg har aldrig talt med Messi om billedet, hvor han badede mig," lød det fra Yamal.
"På tidspunktet for billedet med Messi var jeg selvfølgelig ikke klar over det. Min far havde det gemt, og vi bragte det aldrig frem i lyset på grund af sammenligninger, som aldrig er gode."
Yamal anerkendte Messis unikke talent og slog fast, at han aldrig vil være i stand til at følge i den argentinske stjernes fodspor.
"Ingen er generet af at blive sammenlignet med historiens bedste spiller. Men det er ting, der forbliver sådan, fordi jeg aldrig vil være som ham," sagde han.
Hvis der er nogen, der har en chance for at gøre Messi kunsten efter, så er det dog Yamal. Han har vist sig at være et af de største talenter i verden, hvorfor Barcelona naturligvis gør alt for at holde fast på ham.