Jordi Cruyff roser stjerne for 'usynligt arbejde' i Barcelona

Interviews
onsdag, 09 oktober 2024 kl. 14:20
jordi cruyff
FC Barcelona-stjernen er af Jordi Cruyff blevet hyldet for sit 'usynlige arbejde' i Barcelona. Det er nemlig ikke kun, hvad der sker på banen, der er vigtigt.
Inigo Martinez har fået en rigtig god start på denne sæson og formåede endda at score sit første mål for klubben i opgøret mod Young Boys i Champions League.
Barcelona-forsvareren har også fået stor ros fra Jordi Cruyff, som har fremhævet hans lederegenskaber i omklædningsrummet. Han har også slået fast, at det ikke kun er arbejdet på banen, der er afgørende for succes.
"Han er en spiller, som fansene og medierne kun ser i de 90 minutter på banen, men så er der arbejdet fra mandag til lørdag, hvor der lægges en masse indsats i omklædningsrummet. Især i et med mange unge spillere," sagde Cruyff ifølge Barca Blaugranes.
"Folk indser det ikke, men når nogen falder, er der nogle gange brug for, at nogen samler dem op. Og han er den type spiller, der viser lederskab i omklædningsrummet."
"Uanset om han starter eller ej, er han altid der, arbejder hårdere end alle andre og, vigtigst af alt, hjælper holdet. Det er usynligt arbejde for dem, der aldrig har været i et omklædningsrum."
Martinez har været nærmest fast mand for Flick denne sæson, hvilket også vidner om, at den tyske træner har et rigtig godt øje til den spanske forsvarer.
Det er faktisk kommet som lidt af en overraskelse for mange, da der denne sommer var en lang række rygter om, at han ville blive solgt.
Det var der flere grunde til, men det handlede blandt andet om, at han ikke var blevet registreret til denne sæson. Derfor kunne det ende med, at Barca ikke havde andet valg end at finde en ny klub til ham.
I sidste ende blev det dog besluttet, at han skulle blive i klubben. Her spillede Flick angiveligt en rolle, da Martinez på ganske kort tid fik overbevist den tyske træner om sine kvaliteter - både på og udenfor banen.