Denne sommer gjorde FC Barcelona et meget ihærdigt forsøg på at hente Nico Williams, der dog i sidste ende valgte at afvise den catalanske klub for at blive i Athletic Club. Nico Williams dominerede transferrygterne hen over sommeren, hvor han konstant blev kædet sammen med et skifte til FC Barcelona. Der var dog også en del rygter om, at han kunne være på vej til en klub i Premier League.
I sidste ende blev den 21-årige dog hos Athletic Club i mindst én sæson mere, hvilket der har været delte meninger om. Mange har rost ham for at blive i klubben, mens andre mener, at det vil være med til at hæmme hans udvikling.
Hans storebror Inaki Williams havde en god fornemmelse af, hvad hans yngre bror gik igennem. I denne uge har han udtalt sig til SPORT om hele situationen, hvor han også gjorde det klart, at han mener, at hans lillebror traf den rette beslutning ved at blive.
"Det var en meget lang og meget hård sommer for ham. Det var en sommer, hvor han skulle træffe svære beslutninger. Efter flere måneder mener jeg, at han har truffet den rigtige beslutning," sagde han ifølge SPORT.
Inaki ser nu fremad og glæder sig til at spille sammen med sin bror Nico i Europa League. Det var angiveligt en af grundene til, at han i sidste ende valgte at takke nej til det tilbud, som han havde fået af Bara.
"Nu har vi en drøm at opfylde, ligesom resten af holdet. Der er få af os, der har været heldige nok til at spille i europæiske turneringer med Athletic Club, og nu skal vi opfylde drømmen for mange," sagde han.
På det seneste har der været forlydender om, at Barcelona vil gøre et nyt forsøg på at hente Williams næste sommer.