Sportsdirektør Deco er ikke villig til at give slip på Raphinha, og har angiveligt afvist et stort bud på brasilianeren. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været et blandet syn på Raphinha. Den 27-årige brasilianer har leveret flotte præstationer, men har også været nede at skrabe bunden.
Alligevel har han formået at bibeholde en høj markedsværdi, og da Barcelona er ramt på økonomien, har der været rygter om et potentielt salg.
Nu lyder det i en rapport fra SPORT, at sportsdirektør Deco ikke er villig til at sælge på trods af stor interesse fra flere Saudi Pro League-klubber, som er klar til at betale en høj pris.
Den spanske avis skriver, at de storsatsende saudiarabiske klubber er villige til at betale op mod 600 millioner kroner for den brasilianske profil. Til trods for dette, har Deco blokeret et salg og udelukket at han forlader Barcelona denne sommer.
Han har været en central figur siden sin ankomst fra Leeds i 2022. Hans præstationer har været svingende, men der har været perioder, hvor han har været en afgørende spiller under Xavi Hernandez.
Særligt den seneste sæson kan han godt være tilfreds med, da han her bidrog med 10 mål og 13 oplæg på mindre end 2.000 minutters spilletid fordelt på 37 kampe. Denne form for bidrag er dog ikke gået ubemærket hen, og han har tiltrukket sig interesse fra flere klubber.
Ifølge The Hard Tackle viser flere klubber i Premier League interesse for den brasilianske spiller. Som tidligere angivet har der også været tiltagende rygter om, at et salg kan blive en realitet, da han kan polstre pengekassen på Camp Nou.
Deco har dog vurderet, at han har bevist sit værd. Derfor har han ingen interesse i at sælge ham. Faktum er dog, at et stort nok bud ofte er det eneste, der skal til. Et salg er derfor endnu ikke helt udelukket.