Den tidligere FC Barcelona-angriber Thierry Henry har rost Hansi Flicks hold og mener, de er på vej mod en fremragende sæson. Sidste uge var helt afgjort en uge, som FC Barcelona kan se tilbage på med et stort smil på læben. Først lagde de ud med at vinde over Bayern München i Champions League, hvilket viser, at de igen er i stand til at præstere i europæisk fodbold.
Dernæst ventede en meget vigtig kamp på Santiago Bernabeu, hvor sæsonens første El Clasico blev spillet lørdag aften. Der var naturligvis store forventninger forud for dette opgør, men alligevel formåede Hansi Flicks tropper at blæse modstanderholdet af banen.
Henry har afsløret, at han føler, at det er som at se 'det gamle Barcelona'. Ikke nok med det, så mener han også, at Flicks tropper har gode chancer for at vinde flere trofæer i denne sæson.
"Barcelona er blevet et hold, der hævner sig. Efter Bayern er det Real Madrids tur," sagde han til CBS efter opgøret mod den tyske storklub i Champions League.
"Lamine Yamal spiller som Messi, Raphinha som Ronaldinho, og Pedri som Iniesta. Det er som at se Barcelona i 2011. Holdet er tilbage til, hvordan det var før. Ingen kan stoppe dem. De vil vinde alt, og ethvert hold, der står i vejen, vil lide samme skæbne."
I Barcelona håber man naturligvis på, at Henrys forudsigelse ender med at holde stik. Holdet sluttede sidste sæson uden titler, men er i øjeblikket seks point foran i La Liga.
Den spanske klub har også haft succes i La Liga under Xavi Hernandez. Til gengæld har de i de seneste år haft svært ved at få succes i de europæiske turneringer, men det kan måske ændre sig under Flick.
Formår den tyske træner at holde gang i sine spillere i denne sæson, er der en rigtig god chance for, at det bliver til flere trofæer. Det kræver dog, at de ikke pludselig lider et knæk, som er set før.