RB Leipzig-boss sender advarsel om Dani Olmo til Barcelona

Transfernyt
tirsdag, 30 juli 2024 kl. 11:23
dani olmo loeber
Der har været mange rygter om, at Dani Olmo er på vej til FC Barcelona. Nu sætter RB Leipzig-præsident Johann Plenge ord på hans fremtid.
På det seneste har der været mange rygter om, at FC Barcelona arbejder på at hente Dani Olmo retur til klubben. Hidtil er det dog ikke lykkedes for den catalanske klub at få en aftale i stand.
Den spanske stjerne har længe været et transfermål for Barcelona, men i år virker det som om, at de er meget opsatte på at hente ham. De har allerede afgivet et enkelt bud på Olmo, men dette bud er blevet afvist af Bundesliga-klubben.
Men nu har RB Leipzig-præsident Johann Plenge sendt en klar advarsel til Barcelona om, at de skal betale dyrt, hvis de vil købe Olmo denne sommer. Plenge har udtalt til Kicker, at han håber på at beholde EM-stjernen og tilføjede, at klubben ikke er tvunget til at sælge ham denne sommer.
"Dani er højt værdsat og er vores spiller - og det vil stadig være tilfældet, når vi begynder at træne igen efter turen til USA, hvis der ikke sker noget inden da," sagde Plenge til Kicker.
"Han spillede et meget stærkt EM, så det stod klart, at andre topklubber ville banke på døren. Transfers er en del af forretningen og en indtægtskilde. Men de er også kun én af mange ting. Én ting er klart: vi vil ikke sælge nogen spiller for mindre, end han er værd."
"Vi er ikke under pres for at sælge. Vi planlægger kommercielt og også med transferindtægter, men hvis vi ikke genererer nogen, fordi et bud for eksempel ikke lever op til vores forventninger, må vi generere andre indtægter."
Her er det dog vigtigt at slå fast, at det ikke betyder, at Olmo ikke er til salg. Det betyder derimod, at intet tyder på, at Barcelona får mulighed for at hente ham for mindre end 450 millioner kroner denne sommer.