Hvis Girona vil bruge Oriol Romeu i en kamp mod FC Barcelona, skal de først til lommerne. Oriol Romeu er vendt tilbage til Girona denne sommer, der har hentet ham på en lejeaftale. Det betyder, at han som minimum kan kalde sig Girona-spiller i hele 2024/25-sæsonen.
Han fik en fin start i FC Barcelona under Xavi, men der gik ikke lang tid før hans niveau faldt. Resten af sæsonen var skuffende, hvorfor det denne sommer blev besluttet, at det bedste for alle parter ville være et lejeophold.
Ikke gratis
Med skiftet til Girona kan han glæde sig over, at han får en mere fremtrædende rolle, end han har haft i Barcelona. Ydermere kan han også se frem til at være en del af deres rejse mod succes i Champions League.
Hvis den 32-årige midtbanespiller skal have lov til at være på banen i en kamp mod Barcelona, så kommer det dog til at koste Girona dyrt.
Det skyldes, at der er blevet indskrevet en særlig klausul i aftalen mellem de to hold. Formålet med denne klausul er at sikre, at Romeu ikke får mulighed for at spille mod sin moderklub.
Skulle Girona forbryde sig mod denne klausul, skal de være klar til at punge ud. Det lyder nemlig, at de skal betale et beløb på 2,2 millioner kroner, hvis den 32-årige Romeu sendes på banen i en kamp mod Barca.
Kan vende tilbage
Romeu, der har kontrakt med Barcelona frem til sommeren 2026, kan ende med at vende tilbage til klubben. Det afhænger dog sandsynligvis af, hvilken sæson han kommer til at få i Girona.
Ifølge Transfermarkt har han en markedsværdi på cirka 15 millioner kroner. Det vil derfor ikke være dyrt for Girona at hente ham på en permanent transfer næste sommer, hvis de beslutter at gøre dette.
Det vides ikke, hvorvidt der er blevet indskrevet en købsoption i aftalen mellem de to spanske klubber.