Der var en del kaos omkring Xavi Hernandez i hans sidste tid i Barcelona. Nu taler Lamine Yamal ud om, hvordan han oplevede det. Lamine Yamal fik sit helt store gennembrud i sidste sæson. Her valgte Xavi Hernandez at satse på ham, hvilket viste sig at være en glimrende idé.
Da han fik sit gennembrud af den nu tidligere Barcelona-træner, betød han naturligvis noget helt særligt for ham. Derfor var han også meget trist over at høre, at han forlod klubben.
Yamal er i disse dage i fuld gang med at forberede sig til EM med Spanien. Alligevel har han fundet tid til at snakke med Mundo Deportivo om den rodede trænersituation i Barcelona, der endte med, at Hansi Flick blev annonceret som ny træner.
I dette interview lægger han ikke skjul på, at det var en mærkelig situation. Selvom de har været bedre orienteret i spillertruppen, har det alligevel været meget frem og tilbage.
Han lægger heller ikke skjul på, at han var meget trist over at få at vide, at Xavi var blevet fyret. Han ved dog, at det er sådan noget, han må vænne sig til som professionel fodboldspiller.
"Det var en mærkelig oplevelse. Først ville han væk og så blev han. Det var mærkeligt, for vi spillere oplevede det samme som alle andre. Jeg blev meget trist, for han var min første træner på eliteniveau, men det er sådan noget der sker i fodbold," siger Yamal.
I den kommende sæson skal Yamal spille under Flick. Den tyske træner kommer næppe til at reducere det 16-årige talents betydning i truppen - især ikke, hvis han beviser sit værd under EM.
Yamal bliver i interviewet med Mundo Deportivo også spurgt ind til, om han kender til Flick.
"Det sidste jeg så var, da han var i Bayern. Og også på det tyske landshold. Han står for ret offensivt og direkte fodbold. Jeg glæder mig, men jeg har ikke talt med ham. Det sker nok når vi vender tilbage," svarer han.