Gerard Piqués enorme væddemål vækker vrede hos Barcelona-rivaler

Nyheder
lørdag, 21 december 2024 kl. 15:11
gerard pique 2

Gerard Piqué har formået at gøre sig til en vældig upopulær mand hos Barcelonas rivaler - mere end han var i forvejen.

Den tidligere Barcelona-forsvarer Gerard Piqué har gjort det til sin fritidsinteresse at drille fans af hold som Real Madrid og Espanyol. Los Pericos er det seneste mål for hans påfund.

Det næste Kings League-arrangement er planlagt til at finde sted i januar i Torino, og Piqué er derfor allerede i fuld gang med promoveringen ved at lave sjov med Espanyol.

I en video inviterer han Espanyol til at deltage i en venskabskamp i vinterpausen mod det spanske Kings League-landshold, hvor han endda vil sætte 1 million euro på spil.

"Vi vil gerne spille mod et hold på vores niveau," siger Piqué i videoen ifølge Football Espana.

Dette markedsføringsstunt kommer på et særligt følsomt tidspunkt for Espanyol, da klubben i skrivende stund ligger på en 18.-plads i La Liga, hvorfor de reelt set kæmper mod nedrykning.

Deres økonomiske situation er også kritisk, og der er allerede tale om, at deres stjernemålmand Joan Garcia eller højreback Omar El Hilali kan blive solgt næste sommer som en konsekvens.

Derfor er der heller ikke blevet taget godt imod det seneste stik fra Piqué, selvom det sandsynligvis handler mere om at promovere Kings League, end at sende stikpiller til Espanyol.

Under alle omstændigheder skriver Football Espana, at det har fået klubbens fans til at rase mod ham. Om det skyldes, at han placerer dem på samme niveau som Kings League-holdet, vides ikke.