Barcelona-legende i spil som landstræner for Wales

Nyheder
onsdag, 26 juni 2024 kl. 10:23
thierry henry
Wales er på jagt efter en ny landstræner, og her er en sand Barcelona-legende angiveligt i spil.
Wales har sat jagten ind på en ny landstræner. I denne forbindelse er flere potentielle kandidater blevet nævnt, men der er endnu ikke blevet sat en underskrift på en aftale.
Nu lyder det, at en tidligere Barcelona-spiller er kommet i spil til rollen som walisisk landstræner. Selvom han har erfaring som træner, er han en lettere overraskende kandidat til rollen.
Ifølge BBC Sport Wales har Wales' fodboldforbund nemlig Barcelona-legenden Thierry Henry med i deres overvejelser som afløser for Rob Page, som forlod jobbet i sidste uge. Derfor kan det blive Henry, der skal føre Wales ind i kvalifikationen til VM 2026.
På nuværende tidspunkt har Henry dog andre ting at se til, da han er træner for Frankrigs U23-landshold. Derfor er han i fuld gang med at forberede sig til OL, der afholdes i Paris næste måned.
Den tidligere Barcelona-spiller har faktisk en forbindelse til Wales, da han tog sine træneruddannelser i landet. Han opnåede sin UEFA Pro Licence gennem en uddannelse udbudt af Wales' fodboldforbund, og nu kan han potentielt give tilbage ved at overtage posten som landstræner.
Her er det naturligvis værd at nævne, at der også er andre kandidater i spil til rollen. Derfor er der absolut ingen garanti for, at valget ender med at falde på netop Henry. Det vides endnu heller ikke, hvorvidt han selv har interesse i at overtage dette job.
Tidligere i karrieren har han været træner for en række andre hold. Blandt andet har han stået i spidsen for U19-holdet i Arsenal, hvor han også selv har spillet. Hertil har han også været træner i både Monaco og Montreal Impact, ligesom han har fungeret som assistenttræner for Belgiens landshold ad to omgange.