Robert Lewandowski roste træner Hansi Flick efter at have scoret i FC Barcelonas sejr over Bayern München i Champions League.
Der er flere FC Barcelona-spillere, der har gang i en rigtig god sæson. En af dem, der er kommet flyvende fra start, er den polske angriber Robert Lewandowski.
I sidste sæson led han et knæk i sin form, der gjorde, at han ikke var helt så produktiv foran mål. Det har han fået rettet op på i denne sæson, og han var senest på måltavlen i den imponerende 4-1-sejr over Bayern München på Montjuic.
Efter kampen tøvede han ikke med at komme med rosende ord til Hansi Flick, der er i gang med sin første sæson som træner i Barcelona. Her sagde han blandt andet, at han altid har en 'opskrift' til deres kampe.
"Hansi har altid en opskrift. Vi tror på ham, og han tror på os," sagde Lewandowski til DAZN.
"Han formår altid at finde en balance mellem erfarne spillere og unge spillere, så vi alle bevæger os i samme retning."
Lewandowski havde også rosende ord til Barcelonas unge spillere, da et hold fyldt med La Masia-talenter besejrede de tyske giganter. Det var naturligvis kun med til at gøre det til en endnu vigtigere sejr for den spanske storklub.
"En sejr mod Bayern München er noget særligt - ikke kun for Barcelona, men også for mig. Men i dag måtte jeg lægge alt det til side på banen. Vi havde lidt mere energi end Bayern," sagde han.
"Jeg er glad, da det er et meget, meget ungt hold. Man får følelsen af, at hvis man holder et møde her, og hvis man giver taktiske instruktioner, så implementerer de dem med det samme. Så jeg er meget, meget stolt."