Erling Haaland har længe været på radaren i FC Barcelona, men nu har den spanske klub udset et alternativ til den 24-årige nordmand. Barcelona har ifølge rapporter planer om at rette deres opmærksomhed mod Sporting Lissabon-angriberen Viktor Gyokeres i stedet for Manchester City-stjernen Erling Haaland.
Manchester City har fået en perfekt start på Premier League-sæsonen, hvor Pep Guardiola har ført sit hold til fire sejre i fire kampe mod Chelsea, Ipswich Town, West Ham og Brentford.
Haaland har spillet en afgørende rolle i disse sejre, og hans to mål mod Brentford i weekenden har bragt ham op på ni mål i fire Premier League-kampe i denne sæson.
I denne uge er høringen om de 115 anklager, der er rejst mod Manchester City af Premier League, dog begyndt. Usikkerheden omkring udfaldet har skabt en masse spekulationer omkring spillerne i klubben.
Udover at Guardiolas fremtid virker til at være usikker, er flere spillere blevet sat i forbindelse med et skifte væk fra Etihad Stadium. Det vil især være tilfældet, hvis klubben, der nægter ethvert brud på reglerne, bliver fundet skyldig.
Haaland har været tæt på at skrive under på en ny kontrakt med City, men det ser ud til at være blevet forsinket, da nordmanden angiveligt insisterer på en relativt lav frikøbsklausul. På den måde kan han nemlig bedre bevare kontrollen over sin egen fremtid.
Men Barcelona, der ikke har mange penge at gøre godt med, ser nu ud til at have opgivet tanken om at hente Haaland. Ifølge Football365 har rapporter i Spanien angivet, at de er villige til at betale de 600 millioner kroner, som Gyokeres' frikøbsklausul lyder på.
Barcelona planlægger at forstærke deres angreb næste sommer og er klar til at opgive jagten på Haaland. Det skyldes, at det ikke blot vil være en meget kompleks operation, men også en omkostningstung én af slagsen.
På trods af, at Pedri og andre spillere i Barcelona-truppen har gjort det klart for ledelsen, at de gerne vil se Haaland bære Barca-trøjen næste sæson, ser det ikke ud til at blive aktuelt.
Barcelona-præsident Joan Laporta og sportsdirektør Deco ved, at det er 'praktisk talt umuligt at finansiere et indkøb af den størrelse' næste sommer.
Barcelona-træner Hansi Flick ville være 'begejstret' over at hente Haaland, mens 'tunge profiler i omklædningsrummet, såsom Pedri, allerede forsøger at påvirke bestyrelsens beslutninger'. De forsøger angiveligt, at 'gøre det klart, at de har brug for en spiller af hans kaliber'.