FC Barcelona havde udset sig ham som en potentiel afløser for Marc-Andre ter Stegen, men de har nu valgt at droppe jagten på ham. Efter den alvorlige skade, som Marc-Andre ter Stegen pådrog sig tidligere på sæsonen, har FC Barcelona besluttet at hente en ny målmand til sommer. Det er pointen, at denne målmand skal være den langsigtede afløser for deres anfører.
Det har medført, at de har været kædet sammen med en lang række navne på det seneste. På trods af dette, så har de endnu ikke truffet en endegyldig beslutning i forhold til deres kommende indkøb.
Navnet på FC Portos Diogo Costa er dog dukket op som en af de potentielle kandidater til positionen. Den 25-årige er trods alt en af de mest talentfulde målmænd i Europa i øjeblikket og kan potentielt være klar til at tage næste skridt i sin karriere.
Ifølge den spanske avis SPORT betragter Barcelona dog muligheden for at hente Costa som 'praktisk talt umulig' og har formidlet dette til hans agent, Jorge Mendes. Costa tiltrækker allerede stor interesse fra andre klubber, herunder Premier League-mestrene Manchester City.
Ifølge rapporten har den portugisiske landsholdsmålmand allerede tilbud på bordet, og hans pris på 45 millioner euro (cirka 335 millioner kroner) er ikke til forhandling, hvilket gør det svært for den catalanske klub at hente ham.
La Liga-lederne har derfor bekræftet overfor Mendes, at et køb af den 25-årige målmand i øjeblikket ikke er en mulighed for dem. Det udelukkes dog ikke helt, at agenten kan finde en måde at gøre handlen mulig for klubben.
Mendes mødtes med Joan Laporta og Deco tidligere på måneden, hvor Ansu Fatis fremtid og Lamine Yamals kontrakt blev diskuteret. Her blev der angiveligt også talt om Barcelonas store interesse i Costa.
Det skal nævnes, at den portugisiske superagent tilbød Barcelona chancen for at hente Costa for blot 15 millioner euro (110 millioner kroner) tilbage i 2022.
Selvom hans værdi siden er steget betydeligt, må vi se, om Mendes kan finde en løsning, der gør det muligt for Blaugrana at sikre ham til en overkommelig pris til sommer.