Barcelona-træner Hansi Flick kan ikke rutte med pengene, men forventes alligevel at lave to til tre indkøb denne sommer.
Der er kun en uge til, at sommerens transfervindue åbner. Det forventes, at der kommer til at være både af- og tilgange i Barcelona.
Den catalanske klub har flere transfermål, men har endnu ikke taget store skridt i forhandlingerne. Det skyldes, at de fortsat afventer en godkendelse på, at de kan vende tilbage til 1:1-reglen.
Når de får en klar accept på, at de igen er underlagt denne regel, vil deres situation ændre sig. Derefter vil de begynde at udføre deres planer under sportsdirektør Deco. På grund af den økonomiske situation i klubben, kan det dog blive vanskeligt at foretage indkøb.
Den spanske journalist Adrian Sanchez, der følger klubben tæt, forventer mellem to og tre indkøb denne sommer. Det kræver dog, at alt går efter planen.
"Jeg har ikke et konkret tal… Jeg tror, at hvis alt går godt, kan vi se mellem 2 og 3 indkøb," sagde han til Barca Universal.
Hvem kan ankomme?
Hansi Flick og Deco har udset flere potentielle transfermål, men de har især vist interesse i at styrke den defensive midtbane og venstre fløj. Til midtbanen ser de Bayern München-stjernen Joshua Kimmich som en prioritet, mens Mikel Merino (Real Sociedad) og Amadou Onana (Everton) også er kandidater.
Til venstrefløjen har den spanske klub også udset sig nogle helt tunge mål. De foretrækker at hente Nico Williams i Athletic Club, men Liverpool-stjernen Luis Diaz bliver også set som en seriøs kandidat blandt den sportslige ledelse.
Hertil kan det ikke udelukkes, at der bliver hentet en ny højreback. Til denne position har Barcelona særligt været kædet sammen med Bayer Leverkusen-profilen Jeremie Frimpong.
Ydermere bliver der arbejdet på at beholde Joao Cancelo og Joao Felix, men hidtil er der endnu ikke indgået nye aftaler. Det kan derfor ikke udelukkes, at en eller begge af dem må forlade klubben.