Barcelona er i overraskende overvejelser vedrørende Raphinha

Nyheder
lørdag, 28 september 2024 kl. 13:15
raphinha 5
Raphinha har fået en rigtig god start på denne sæson, hvilket tilsyneladende har sat gang i overvejelserne i den catalanske storklub.
For første gang i sin Barcelona-karriere føler den brasilianske kantspiller Raphinha sig som en vigtig del af holdet, og hans præstationer i starten af sæsonen har været på et meget højt niveau.
Det har nu sat tankerne i gang i den catalanske klub, da de er nødt til at finde ud af, hvad de skal gøre med ham i fremtiden. Hans nuværende aftale løber til sommeren 2027, men det er måske ikke nok for Barcelona.
Ifølge den catalanske avis SPORT overvejer de derfor at give Raphinha en ny kontrakt. Klubben har ganske vist god tid til at få en ny aftale på plads, men de vil gerne understrege, hvor tilfredse de er med ham og hans niveau i denne sæson.
Raphinha var en af de spillere, som ofte blev sat i forbindelse med et muligt salg denne sommer, men brasilianeren afviste alle tilbud. Klubben har ikke planer om at træffe en beslutning i nærmeste fremtid, men de er begyndt at overveje at give ham en ny kontrakt.
Den 27-årige blev valgt af sine holdkammerater til klubbens ledergruppe i løbet af sommeren og blev en af klubbens fem kaptajner, hvilket kom som en overraskelse for rigtig mange fans af den spanske klub.
Han har dog i de seneste uger vist en stigende forståelse for sin rolle som forbillede og leder for holdet, og han forsvarede for nylig Lamine Yamal mod en række grove frispark.
Hvis Barcelona forlænger hans kontrakt, kan det skabe tvivl om deres intentioner med Nico Williams. Barcelona forventes at forsøge at hente Williams næste sommer, og der er angiveligt stadig gensidig interesse for skiftet.
Med spillere som Pedri, Dani Olmo, Nico Williams, Robert Lewandowski, Lamine Yamal og Raphinha i truppen vil mindst én spiller dog skulle vige pladsen. Og hvis de har planer om at give den brasilianske profil en ny kontrakt, vil det næppe give mening for dem at hente Williams.