Den saudiarabiske klub Al-Hilal overvejer at træffe en drastisk beslutning, hvor Neymar står i centrum. Ifølge det saudiarabiske medie Action Ma3 Waleed, der har rettighederne til at sende Saudi Pro League og citerer anonyme kilder, er Al-Hilal åbne for at ophæve kontrakten med den tidligere Barca-stjerne Neymar.
Neymar blev i 2017 købt af Paris Saint-Germain, som slog verdensrekord ved at udløse hans frikøbsklausul i Barca. Seks år senere blev han købt af Al-Hilal for et beløb, der ifølge flere medier lød på 90 millioner euro.
Under en landskamp for Brasilien mod Uruguay i slutningen af 2023 pådrog Neymar sig en alvorlig korsbåndsskade, der har holdt ham på sidelinjen indtil for ganske nylig.
Tidligere var der forventning om, at Neymar måske først ville være tilbage på banen i 2025, men han gjorde comeback tidligere end planlagt den 21. oktober mod Al-Ain fra UAE.
Dog opstod der en bekymrende situation, da Neymar få dage senere måtte udgå med en skade efter blot 30 minutter på banen under en AFC Champions League-sejr mod Esteghlal.
"Forhåbentlig ikke noget alvorligt... Det er normalt, at dette sker efter et år ude. Lægerne advarede mig på forhånd, så jeg skal være forsigtig og spille flere minutter," skrev Neymar på Instagram som reaktion på det mulige tilbagefald.
Ikke desto mindre kan det være, at de næste minutter bliver spillet et andet sted, da Al-Hilal angiveligt overvejer at ophæve Neymars kontrakt allerede i januar.
Tidligere har Neymar været sat i forbindelse med et gensyn med Lionel Messi i Inter Miami eller en retur til sin barndomsklub Santos. Hvis hans kontrakt ophæves, vil han frit kunne vælge disse muligheder, da han ikke først skal købes ud af en kontrakt.