Robert Lewandowski var meget tæt på at indstille sin karriere, inden han for alvor fik den skudt i gang. Nu har han i et nyt interview sat ord på den svære tid. Robert Lewandowski har været en af de mest målfarlige angribere i europæisk fodbold det seneste årti, men polakken afslørede, at han som teenager næsten opgav fodbolden. Derfor kunne hans liv og karriere have set helt anderledes ud, hvis han ikke besluttede sig for at holde ved.
Lewandowski var netop blevet frigivet af sin kontrakt med Legia Warsaw II efter en alvorlig knæskade, hvilket skete blot et år efter, at han mistede sin far. Derfor var det en meget hård tid for den polske stjerne, der var tæt på at give op.
"For en ung dreng var det meget, meget hårdt. Det er i den alder, hvor man gerne vil tale om visse ting med sin far," sagde Barca-angriberen ifølge mediet Tribuna.
"Jeg havde en situation, hvor jeg kunne have sagt: 'Stop, det er nok for mig. Jeg kan ikke klare det her længere'. Nogle sagde til mig, at jeg aldrig ville komme tilbage til den form, jeg havde før min skade."
"Jeg vidste, at denne beslutning måske ville påvirke resten af mit liv. Og efter et par sekunder vidste jeg, at jeg ikke kunne give op."
Det vidner også om, at Lewandowski allerede i en meget ung alder havde en helt særlig mentalitet. Det er en mentalitet, der har ført til, at han er blevet hædret som en af de mest målfarlige og effektive angribere i moderne fodbold.
Selvom han er fyldt 36 år, ser det ikke ud til, at han har i sinde at trykke på bremsen. I denne sæson har han bidraget med intet mindre end 19 mål og to oplæg i blot 17 kampe.