Marc Cucurella afviser rygter om Barcelona-retur

Interviews
søndag, 23 juni 2024 kl. 20:12
marc cucurella
Marc Cucurella har en fortid i Barcelona, men han har ikke planer om at vende retur til den catalanske klub.
Marc Cucurella har gjort flot væsen af sig ved EM, hvor han har spillet en central rolle for Spanien. Det har ført til spekulationer om, at Barcelona kan forsøge at hente ham tilbage til klubben.
Den 25-årige forsvarer har fået en stor del af sin fodboldopvækst på La Masia. Han nåede også at få debut for førsteholdet, da han spillede få minutter i en pokalkamp i 2018. Mere blev det ikke til, inden han søgte videre i sin karriere.
Med tiden har Cucurella udviklet sig, hvilket har skabt interesse fra flere klubber. Blandt andet har der været meldinger om, at Barcelona overvejer at hente ham tilbage til Camp Nou.
Spaniens landstræner, Luis de la Fuente, er tydeligvis også glad for Cucurella. Han har nemlig givet ham fuld spilletid i de to kampe mod Kroatien og Italien. Desuden er det meget sandsynligt, at det samme bliver tilfældet i den tredje gruppespilskamp.
På grund af den flotte udvikling, er der blevet skabt spekulationer om, hvorvidt en retur til Barcelona kan blive en realitet. Men nu har han selv afvist, at det kan komme på tale, da han er glad for at være i Chelsea.
"Det er overhovedet ikke noget jeg tænker på. Jeg tror det er et overstået kapitel. Man ved aldrig, hvad der kan ske, men det er ikke noget jeg tænker på. Jeg har haft nogle svære år i Chelsea, men jeg er glad og min familie har det godt," sagde han til radiostationen Cope.
Han afviser derfor ikke, at en retur kan komme på tale i fremtiden, men det bliver ikke nu. Hans nuværende kontrakt med Chelsea løber frem til 2028, hvorfor der ikke er noget, der indikerer en tilbagevenden til den spanske klub i nærmeste fremtid.