Jules Kounde vil have stjerne til Barcelona: "Ville være henrivende"

Interviews
onsdag, 07 august 2024 kl. 15:14
jules kounde 3
Jules Kounde har afsløret, at det ville være 'henrivende' at kunne spille sammen med den store stjerne i FC Barcelona.
FC Barcelona har været kædet sammen med flere spillere denne sommer. Det omfatter blandt andet Dani Olmo, som de tirsdag indgik en aftale med RB Leipzig om at købe fri.
Han er dog ikke det eneste store navn, der har været sat i forbindelse med et skifte til Camp Nou. Det samme er tilfældet for Nico Williams, men dette skifte virker mindre og mindre sandsynligt.
Den catalanske klub afventer fortsat et konkret svar fra den 22-årige, der stadig overvejer, hvorvidt han skal skifte til Barcelona eller tage en sæson mere i Athletic Club.
På det seneste har der været rapporter om, at hans bror, Inaki Williams, forsøger at overtale ham til at blive. Og der er meget, der tyder på, at han har haft succes med at overtale ham til dette.
Optimismen er aftaget
Selvom det stadig er uklart, hvad Nico beslutter sig for, er optimismen omkring hans ankomst i Barcelona aftaget i løbet af den forgangne uge. Det betyder dog ikke, at de helt har opgivet jagten.
Medierne er naturligvis også meget ivrige efter at høre, hvad Barcelona-spillerne mener om det potentielle indkøb af Nico. Her er Jules Kounde en af dem, der har sagt, at han gerne ser ham i klubben.
"Nico Williams er en stor spiller og har haft et godt EM. Han er meget ung og har betydeligt udviklingspotentiale. I sidste ende vil vi alle gerne spille med gode spillere," sagde han til SPORT.
"I sidste ende er det ikke op til mig. Lad os se, hvad klubben gør, og om det kan lade sig gøre eller ej. Men hvis det kan lade sig gøre, ville det selvfølgelig være henrivende.
Tvivl om økonomien
Der har på det seneste også været stor tvivl om, hvorvidt Barcelona egentlig har råd til at betale hans frikøbsklausul. Det kræver nemlig, at de kan finde cirka 430 millioner kroner til formålet.
Da de netop har indgået en aftale med RB Leipzig om købet af Dani Olmo, der koster 410 millioner kroner plus yderligere 52 millioner kroner i bonusser, kan kassen snart være tømt.
Netop derfor virker det også mindre og mindre sandsynligt, at Nico skifter til Barcelona. Dette bliver kun forstærket af det faktum, at han angiveligt overvejer at tage endnu en sæson i Athletic Club.