Flick afslører: Det sagde han til Yamal efter Brest-kamp

Interviews
onsdag, 27 november 2024 kl. 18:15
hansi flick pressemoede
Hansi Flick har nu afsløret, hvad han talte med Lamine Yamal om umiddelbart efter 3-0-sejren over Brest i Champions League.
Barcelona-træner Hansi Flick blev set i en længere samtale med Lamine Yamal efter holdets Champions League-sejr over Brest tirsdag aften.
Yamal sad endnu engang ude, da han stadig ikke blev vurderet klar til at vende tilbage efter en forstuvet ankel, der har holdt ham på sidelinjen siden landskampspausen.
Flick blev spurgt ind til sin samtale med det unge stortalent på et pressemøde efter kampen. Her kom han med et kort svar om, hvad han havde talt med den spanske kantspiller om.
"Jeg sagde til Lamine Yamal, at jeg håber, han er med os på lørdag. Han træner med os i morgen," sagde den tyske træner efter kampen.
Barca-træneren har tidligere udtalt, at han håber, at Yamal bliver klar til at vende tilbage til banen i kampen mod Las Palmas lørdag eftermiddag, og det ser ud til at blive tilfældet.
Flick talte også om holdets præstation og var fuld af ros til sine spillere, som sikrede en 3-0-sejr og tre vigtige point til den samlede score i Champions League.
"Meget, meget tilfreds. Med de tre mål... Vi kunne også have scoret flere. At komme tilbage fra Vigo-kampen og spille sådan her er fantastisk," sagde han.
"Holdet hjælper Robert med at score disse mål. Han tager ansvaret, han ved, at han skal score, og han står på det rette sted for at gøre det. Holdet er vidunderligt."
Næste opgave for Flick og co. bliver en kamp mod Las Palmas, der spilles lørdag eftermiddag. Her skal de forsøge at bryde den dårlige stime, de har været inde i, i La Liga.