Andres Iniesta opfordrer Barcelona til at hente 21-årig stjerne

Interviews
fredag, 12 juli 2024 kl. 9:15
andres iniesta 3
Klublegenden Andres Iniesta har opfordret Barcelona til at styrke truppen med den 21-årige profil denne sommer.
I en alder af 40 år har Barcelona-legenden Andres Iniesta endnu ikke indstillet sin aktive karriere. Derimod spiller han stadig professionel fodbold for Emirates Club i UAE Pro League.
Selvom han spiller langt væk fra Barcelona, er det tydeligt, at klublegenden stadig følger sin tidligere klub og det spanske landshold. I nylige interviews har han endda åbnet døren for en mulig tilbagevenden til Barcelona i en eller anden kapacitet.
I et interview denne uge udtalte Barcelona-legenden sig om en række emner relateret til Barcelona, herunder potentielle indkøb og en mulig tilbagevenden til den catalanske klub. Iniesta blev blandt andet spurgt om Barcelonas primære transfermål, Nico Williams.
"Det niveau, de viser med landsholdet er imponerende. Vi taler om Nico eller Lamine (Yamal, red.), men vi kan også tale om Fabián, Rodri, Dani Olmo... Hvem som helst," sagde Iniesta til Mundo Deportivo.
"Nico Williams har også haft en fantastisk sæson i sin klub. Det er et navn, der helt sikkert larmer hos de store hold. Det er utvivlsomt, at tilføjelsen af Nico ville hæve Barcelonas niveau, men lad os se, hvad der sker."
Iniesta ser derfor købet af Nico som en god idé for Barcelona. Den unge spanier har været nævnt som deres primære transfermål, men det bliver ikke nemt at realisere et skifte.
Først og fremmest skal de finde pengene til at finansiere hans frikøbsklausul på næsten 430 millioner kroner. Athletic Club har nemlig gjort det meget klart for Barcelona, at de ikke er villige til at reducere hans pris.
Hertil skal de også gøre plads til ham i lønbudgettet, hvilket ifølge SPORT er det, der bliver mest besværligt. Sandsynligvis vil det kræve, at en eller flere spillere forlader klubben, inden Nico kan blive registreret til næste sæson.